Om de danske håndbolddrenge vinder guld på hjemmebane er endnu for tidligt at spå om. Til gengæld placerer nye tal om jobskabelsen i den private sektor Danmark på toppen af Europa. Det er godt nyt for både de hårdtprøvede arbejdssøgende – og for landets HR-afdelinger.

Europamestre i at skabe nye jobs
Jobannonceskribenter rundt om i landet kæmper stadig med efterdønningerne af forrige måneds skrivekramper. Som nævnt i artiklen, Jobmarkedet på vej frem, er der en god forklaring på, at HR-afdelingerne har haft sved på panden. Antallet af nyopslåede stillinger nåede i december sit højeste niveau siden 2008. Og nu viser nye tal fra Danmarks Statistik tilmed, at vi i Danmark kan kalde os Europamestre i at skabe nye jobs. I tredje kvartal af 2013 var vi blandt de fire lande i EU, hvor antallet af ledige stillinger steg mest. DET skal fejres.

HR bør få flere penge mellem hænderne
I takt med at antallet af nyopslåede stillinger vokser, stiger behovet for at prioritere virksomhedens employer branding. Det er logik, at rekrutteringen og fastholdelsen af de dygtigste kandidater udfordres, når både udvalget af jobmuligheder og bunken af ansøgninger boomer. De jobsøgende får en bredere vifte af potentielle arbejdsgivere, og HR-afdelingerne får et hav af ansøgninger, som de skal bruge tid og ressourcer på at sortere og manøvrere igennem. Derfor leverer de nye tal sammen med dagpengeproblematikken tungt skyts til argumentationen for at prioritere og optimere rekrutteringsindsatsen og onboardingforløbet.

Farvel til forsiden for de ledige
I møder næppe en hær af løftede øjenbryn og mistroiske blikke, hvis I er enige i, at debatten om dagpengereformen optog mere taletid og spalteplads end euforien over, at udvalget af ledige stillinger i den private sektor voksede hurtigere end krydderurter i Søren Ryges køkkenhave. Ikke desto mindre er opsvinget på jobmarkedet en kærkommen håndsrækning til de ledige, som berøres af at dagpengeperioden er forkortet. Inden for de seneste fem år har muligheden for at komme i arbejde nemlig ikke været større, end den er nu.