En virksomheds employer brand påvirkes af alle de interaktioner, medarbejdere, potentielle som eksisterende, har med virksomheden. Og her er ansættelsesprocessen ofte en overset del af det samlede billede, omverdenen får af virksomheden.

Fra det øjeblik, en virksomhed indrykker en jobannonce, og til den nye medarbejder skriver under på kontrakten, foregår der et vigtigt employer branding-arbejde. Processen er en interaktion mellem virksomheden og hele feltet af potentielle medarbejdere, der egentlig er ret løst defineret. Som udgangspunkt er kun starten og slutningen kendt: Der udbydes et job – og i sidste ender er der kun én, der får det. Den præmis er kendt og accepteret af alle deltagere i dansen. Det er alt det, der foregår i mellem de to yderpunkter, der ikke er defineret – og som byder på både muligheder og faldgruber for effektiv employer branding.

Det er tiderne…
Det er krisetider, folk mister deres job, andre er bekymrede for udsigterne i det job, de har, og der er længere mellem de ledige job, end der var for få år siden. Det gør jobmarkedet til sælgers marked, og det giver måske virksomheder med et ledigt job en opfattelse af, at der ikke er grænser for, hvad de kan forlange eller forvente, at ansøgere skal finde sig i. Samtidig gør de hårde tider også en fejlansættelse til et ekstra skidt scenario, hvorfor selve det at træffe beslutningen om at sige ja eller nej til en kandidat bliver sværere og sværere.

Hækkeløb
I hvert fald kan de fleste i dag fortælle hårrejsende historier, enten selvoplevede eller fra netværket, om ansættelsesprocesser, der løber helt løbsk. Om kandidater, der bliver sendt fra Herodes til Pilatus og fra uforberedt mellemleder A til uforberedt mellemleder B, der må underkaste sig intelligensprøver og personlighedsanalyser – og som må levere omfangsrige projektbeskrivelser for tænkte scenarier på kort tid, for at demonstrere, ja, hvad? At de er tilstrækkeligt desperate for at få jobbet?

Mission control
”Den, der er meget stærk, skal også være meget god,” sagde Pippi Langstrømpe. Oversat til dagens tekst betyder det, at selvom arbejdsgiverne i den grad har bukserne på for tiden, forpligter det dem i endnu højere grad til at opføre sig rimeligt over for ansøgerne. Ikke mindst af hensyn til deres brand. Ansøgere, der står uden job, eller føler, de risikerer det, de har, ved at have sendt en ansøgning til en anden virksomhed, er i en meget sårbar situation. Der skal ikke så meget til, før de føler sig trådt på. Og de har alle sammen netværk. Pointen er ikke, at virksomhederne ikke skal teste og afprøve kandidaterne. Det skal bare ske velovervejet og præsenteres up front. Kandidaterne skal kunne se formålet med forløbet og opfatte det som fair nok. Ellers giver det ridser i lakken. Og sørg endelig for at der er sammenhæng mellem omfanget og typen af prøver i ansættelsesprocessen og selve jobbet. En ny medarbejder, der er blevet testet som en astronaut, vil opleve et ret stort misforhold i forventninger, hvis arbejdet viser sig at bestå i at sortere papirclips i et fugtigt kælderlokale.