Jobannoncen er en væsentlig del af en god rekruttering. For det er i jobannoncen, at vi bliver konkrete i vores beskrivelse af jobbets indhold og kontekst og de kvalifikationer og kompetencer, man skal have med for at lykkes. Den gode jobannonce er derfor afgørende for at træffe den helt rigtige kandidat. Samtidig kan gode jobannoncer være et væsentligt bidrag til virksomhedens overordnede Employer Branding.

Ikke nemt
At udarbejde en god jobannonce er imidlertid ikke nogen nem sag. Og slet ikke, hvis man er leder eller HR-konsulent med helt andre opgaver og forudsætninger end at forfatte tekster. Resultatet af at lade ledere stå for arbejdet kan ofte blive, at virksomheden får upræcise tekster, øget administration af ukvalificerede ansøgninger, deciderede fejlrekrutteringer og et dårligere Employer Brand. Dyrt, omkostningskrævende og frustrerende.

AIDA viser vejen
Men hvordan skal man så gå frem? En metode er at bruge AIDA-modellen, Attention, Interest, Desire, Action. AIDA-modellen er en klassiker inden for kommunikationsfaget. Når den er blevet en klassiker, skyldes det for det første, at den som mange gode modeller er både anskuelig og enkel. For det andet skaber den effekt. Modellen har fire logisk sammenhængende lag, der styrer og guider ansøgeren.

Attention
Man skal have modtageren til at stoppe op og lægge mærke til annoncen. Annoncens første lag skaber således stopeffekt. Man kan fortælle verdens bedste historie om job, virksomhed og muligheder, men det hjælper intet, hvis ikke annoncen bliver læst af målgruppen. Den første opgave er derfor at udforme annoncer, der får målgrupperne til at stoppe op og få lyst til at læse mere. Her i den digitale tidsalder er hovedoverskriften altafgørende vigtig. Den skal indramme jobbet, give mening for målgruppen og være søgbar på nettet.

Interest
Når man har fanget modtagerens opmærksomhed, skal man skabe interesse og lyst til at læse mere. Annoncens næste lag udvider dermed interessen hos målgruppen. En vigtig del handler om at få skrevet to gode underoverskrifter: En, der uddyber de primære opgaver og/eller indleder en historie om jobbet, og en der fremhæver de primære kvalifikationskrav. I den gode job­annonce kan målgruppen således forstå jobbet alene ved at læse hovedoverskriften og de 2-3 underoverskrifter. Derudover er det først og fremmest tilbundsgående viden om job, virksomhed og målgruppe samt sproglige evner, der skal i brug. Man skal skabe en spændende historie om virksomheden og jobbet. Samtidig skal man skabe en logisk kobling fra jobindholdet til de krav, man stiller. I den sammenhæng er det meget vigtigt, at man har gjort sit forarbejde ordentligt.

Desire
Interesse er imidlertid ikke nok. Man skal skabe et kraftigt ønske/behov hos modtageren, så han eller hun vil købe varen/søge jobbet. Annoncens tredje lag vækker på den vis målgruppens lyst til jobbet – og hænger helt naturligt sammen med interest-delen. Det handler om at finde ud af, hvem du skriver til – og så skrive til netop dem. Er der nogle særlige ord/begreber, der tiltrækker dem? Ved du noget generelt, om deres valgkriterier – karrieremuligheder, nyeste teknik, store budgetter, er der nogle mere konkrete ting i jobbet, der kan trække i målgruppen?

Action
Endelig skal man sørge for, at de potentielle ansøgere har de rigtige kontaktmuligheder. Og her skal man ikke nødvendigvis gøre det samme for alle. Som en tommelfingerregel kan man sige: jo sværere målgruppe, jo nemmere action. Skal man tiltrække medarbejdere med en særlig uddannelse eller erfaring, og der er få af disse på markedet, må folk i målgruppen have mulighed for at ringe. De behøver måske heller ikke skrive en ansøgning – et CV kan være nok. Omvendt er der stillinger, hvor det er en god idé at fjerne alle muligheder for telefonisk kontakt, fordi man ellers bliver kimet ned.