Mange virksomheder udnytter slet ikke den mulighed de har for at bygge relationer til, hvad der burde være en af deres vigtigste stakeholdergrupper overhovedet: Medarbejderne. Alt for ofte er jobsektionen på hjemmesiden en rodet opslagstavle, hvor brugerne skal kæmpe for at finde frem til information om jobs og karriereudvikling. Oven i hatten er kommunikationen på jobsitet ofte præget af tunge klicheer, der har det med at være ufrivilligt morsomme.

En særdeles skarpvinklet parlør til klichejunglen på virksomhedernes hjemmesider.

Baggrunden for forvirringen
Problemet på mange jobsider er, at de skal dække så store områder af jobs og arbejdsområder, at det kan være en (for stor) udfordring at finde på en beskrivelse, der rammer.

Svaret bliver ofte et dyk ned i hvad-siger-alle-de-andre-virksomheder-posen, og dét er under alle omstændigheder en dårlig ide. For virksomheden skal netop bruge jobsektionen af hjemmesiden på at positionere sig som den unikke forretning og arbejdsplads, de er.

Løsningen er ikke usandhed
Skal virksomhederne så bare skrive noget, der ikke passer? Nej! Selvfølgelig ikke. Det giver altid bagslag at markedsføre sig på en usand baggrund. Og hvis man fx er en konservativ virksomhed, er der ingen ide i at fremstå som det modsatte. Dét giver ikke flere kunder (læs: medarbejdere) i butikken.

Hvad der derimod virker er en seriøs analyse af virksomhedens identitet, profil og image. Kun på fakta kan man bygge et solidt brand.

Læs også historien “Hvis jeres jobsite er kedeligt, er jeres jobs det nok også”

Negationstesten viser vejen
Du kan altid bruge negationstesten som angrebspunkt. Hvis du fx kan læse på en hjemmeside, at du kan blive del af en ambitiøs virksomhed med højt til loftet, kan du jo overveje, hvorfor virksomheden mon bruger ord på at forklare dig det? Det er jo ikke sådan, at du tænker, “det er nok en uambitiøs virksomhed med lavt til loftet”, hvis de skriver noget andet. Det ville være skønt, hvis man kunne sige, at virksomheder der bruger denne formulering mener præcis dette eller hint. Men pointen er desværre, at der ofte er utallige fortolkningsmuligheder. Hvorrfor?

Fordi virksomhederne ofte kommunikerer med afsæt i dem selv og deres egne behov – i stedet for at bruge krudt på at skrive noget, som modtageren faktisk kan forholde sig til. Noget som ikke er mere eller mindre givet på forhånd.

Hvad er en uformel omgangstone?
Mange virksomheder bruger fx en del energi på at fortælle, at de er en arbejdsplads med en uformel omgangstone, hvor humor spiller en stor rolle. Men hvad hulen betyder det?

Er de så joviale, at det hele går op i kaffe og kage? Betyder det bare, at du ikke skal have slips på på job. Og hvis det gør: Hvorfor så ikke bare skrive dét: “Gem slipset i skabet og rundsavene i redskabsskuret derhjemme” ville give meget mere mening – og få virksomheden til at stå ud fra mængden.

Og så lige den med humor. Dén er notorisk vanskelig. Fordi den er så dobbelttydig. Naturligvis kan de godt lide at grine og hygge sig på arbejdspladsen. Det kan vi alle sammen. Men betyder det, at man skal have vittigheder med i tasken? At man skal huske at grine af og med chefen? Eller hvad? Humor er en svær størrelse, fordi vi alle sammen griner af noget forskelligt. Og hvis jeg fx skulle arbejde et sted, hvor alle andre synes at Finn Nørbygaard er kongen, ville jeg fx hurtigt få det (meget) svært.

Passer du ind i et dynamisk team?
Gad vide om der findes u-dynamiske teams i virksomhederne? Gad vide om “du kan selv skabe rammerne for dit job” betyder, at alt er kaos? Gad vide, hvad det betyder at arbejde for en virksomhed, der “vægter moral og etik højt”? Og gad vide, om de ude i virksomhederne selv er på det rene med, at de ved at luge lidt ud i klicheerne faktisk har muligheden for at bygge meget stærkere relationer til deres medarbejdere?

Da vi i sin tid startede med at blogge om medarbejderkommunikation her på employerbranding.dk, vendte vi den særlige jobannoncesprogbrug på hovedet for at vise, at man hverken skal over- eller undersælge et job, men placere sin medarbejderkommunikation som en direkte forlængelse af virksomhedens kultur og værdier. Dét er stadig en god pointe.

At oversælge et job er en lige så dårlig ide som at undersælge det. God jobkommunikation siger sandheden om både kandidaten, udfordringerne og arbejdspladsen.