Det kan være svært at få ro på lattermusklerne, når Fritz, Hansi og Gynter lirer sætninger af på engelsk blandet godt op med dansk i aktuelle The Julekalender. Men griner vi bare, fordi det lyder sjovt? Eller kunne det tænkes, at det også er, fordi vi får bekræftet, at vi er højt hævet over deres niveau, når vi hører den slags sprogbrug?

Vi bliver indimellem spurgt, om vi vil hjælpe med at få en sætning til at lyde ’lidt mere engelsk’. Så det ikke nærmer sig The Julekalender-niveau. Vi arbejder for mange kunder, som opererer globalt. Så uanset om produktet er en artikel, jobannonce eller noget tredje, skal det sproglige niveau være overbevisende. Det skal afspejle det høje niveau, vores kunder selv kræver af deres medarbejdere. Ganske enkelt. Men ét er at vide, at noget lyder sprogligt forkert. Noget andet er at kunne sige hvorfor.

Da The Julekalender-engelsk blev det nye dårlige engelsk
Code-switching (snarere end danglish) er det, de 3 nisser flittigt udsætter os for, når de lirer sætninger af på et engelsk, der højst rækker til husbehov. Linjer som ‘That’s a good vending” og ”Maybe we can bruge that in another afsnit” er blevet til på en forholdsvis simpel opskrift: Filling in the blanks med dansk. Altså, man lader nøgleordene, fx svære navneord eller udsagnsord, forblive danske eller fordanskede. Så er vi på et niveau, hvor de fleste kan følge med – også børnene.

Tv-julekalenderens brede appel og popularitet fik i sin tid flere engelsklærere op af stolen. Forældrene skulle advares mod at lade børnene se med. Ikke fordi det er en voksenjulekalender. Næ nej. Det var af frygt for, at denne ukorrekte ’legen-med-sproget’ ville stikke en kæp i hjulet på den unge generations mulighed for at blive god til engelsk. Men hvad med målgruppen? De voksne.

Dot the i – but not with ’a prick’
Eksemplerne på fremtrædende personer, der sidenhen har brilleret i The Julekalender-engelsk, er talrige. Når det er sagt, så tror vi næppe, at forhenværende Kulturminister Jytte Hilden havde Fritz, Gynter eller Hansi i tankerne, da hun i sin tid fik sat et gevaldigt sprogligt punktum med: ”It’s the prick over the i”. Og mon Helle Degn ønskede, at vi skulle lede tankerne hen på andet end hendes første rejse til Afrika som Minister for Udviklingsbistand, da hun venligt oplyste: ”I’m in the beginning of my period”? Selv da ordene ”Screw down your expectations” faldt fra tidligere landsholdstræner Richard Møller-Nielsen, forsøgte han vel egentlig bare at få verdenspressen til at slå koldt vand i blodet før EM-finalebraget i ’92.

Direkte oversættelse er en af de største faldgruber
Selvom du og vi tænker, at vi nok er langt bedre til engelsk, end de meget danskklingende eksempler, så har de fleste af os nok prøvet at komme lidt uheldigt afsted i et uopmærksomt øjeblik. Det sker gerne, når vores engelske talemuskel ikke har været masseret et stykke tid. Så er der pludselig kortere vej til at spørge sin kollega ”Can I borrow the toilet?” eller forklare et opkald, man missede med ”The phone was ringing a few times, but I couldn’t take it”.

Nogle gange er det udsagnsordene, andre gange ordforbindelserne, der er årsag til, at vi kommer galt af sted. Men det sker oftest, når vi oversætter direkte fra dansk. Her kan vi nemt risikere, at et lille bitte tillægsord kan punktere høfligheden i en anmodning som ”I would like a bloody beef, please”. Og hvis tjeneren med rette vælger at svare: ”And maybe you want it with some fuc*ing potatoes?”, så ved du, at den er gal.

En fælles reference, så vi undgår brølere
Ser vi bort fra det ufrivilligt morsomme ved denne sprogbrug, kan vi jo dvæle lidt ved, om The Julekalender overhovedet har påvirket vores engelskkundskaber negativt? Måske den snarere har beriget os med en fælles reference til at hejse flaget, når vi oplever dårlig sprogbrug i tale eller på skrift. For når vi ved, hvad vi skal kalde ’laveste fællesnævner’, har vi også bedre mulighed for at komme brølere til livs i vores kommunikation.

Finesserne er det svære
Godt nok kan vi komme langt med, ’hvad der lyder rigtigt’. Bare ikke hele vejen til UG. Det fik en af vores medarbejderes grammatikprofessor slået fast med så store syvtommersøm, at det næsten udviskede medarbejderens kærlighed til sproget. Hans budskab var, at engelsk er nemt at lære – til et bestemt niveau (folkeskolens). Et virkeligt højt niveau kræver god sprogfornemmelse, solid grammatisk indsigt og et hav af ordbogsopslag (læs: flid). For bedst som vi går og synes, at vi ’da er meget gode til engelsk’, viser det sig, hvor langt der er igen. Det er her, vi for alvor bør blive kritiske.