single

Microsoft arbejder aktivt for at få flere kvinder til at vælge en karriere inden for STEM (Science, Technology, Engineering og Mathematics). I forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag i marts i år, lancerede Microsoft en film, der sætter fokus på kvinder. core:workers har snakket med Microsoft tiltaget. 

Microsofts film om og til kvinder er et godt eksempel på, hvordan man som virksomhed kan være med til at sætte en agenda om manglende diversitet og den stereotypiske opfattelse af, at kvinder ikke er innovative, når det kommer til teknologi. Og det kan have en ganske fin effekt på virksomhedens Employer Brand – og i dette tilfælde nok især blandt kvinder.

”Microsoft har lavet filmen til International Women’s Day, fordi vi vil gøre opmærksom på, at der er et gap i forhold til, hvordan vi forstår kvindeligt bidrag til videnskab, og hvordan vi snakker om opfindere generelt. Initiativet MakeWhatsNext opmuntrer piger med passion for teknologi, IT eller matematik til at følge deres drømme og vælge karriere inden for disse fag”, fortæller Sara Kolka, Head of PR hos Microsoft Development, Copenhagen.

IT-branchen skriger på kvinder
Ligesom mange andre tech-virksomheder oplever Microsoft, at det er svært at tiltrække kvindelige medarbejdere. Og for Microsoft handler det om, at IT-virksomheder – lige såvel som alle andre virksomheder – har brug for diversitet i arbejdsstyrken for at være konkurrencedygtige.

”Vi oplever, at puljen af kvindelige ansøgere er for lav, og billedet er desværre det samme, når vi ser på antallet af kvinder, der søger ind på uddannelser inden for it og Computing. Kun 10-12 % af de studerende på de danske it-uddannelser er kvinder. Vi skal have flere ind, men vi skal også være dygtigere til at fortælle, hvad it går ud på”, siger Sara Kolka.

Flere kvinder til it kræver strategisk og langsigtet arbejde
I Microsoft arbejder man strategisk og langsigtet for at øge antallet af kvindelige medarbejdere. Det betyder blandt andet, at virksomheden allerede på folkeskoleniveau forsøger at være rollemodeller for især unge piger og vise, hvad man kan arbejde med inden for IT. Microsofts mener, at der er mange misforståelser om, hvad det betyder at arbejde med IT:

”Hvis man ønsker at arbejde med noget, der giver højere mening og er relateret til samfundet – så er it i den grad det rigtige at beskæftige sig med. Det siger vores nuværende medarbejdere også, når de fortæller om, hvorfor de arbejder hos Microsoft”, afslutter Sara Kolka.

Læs mere om MakeWhatsNext og se den fine video her: http://bit.ly/29amdaV 

Nyhedsbrev

Artikler, interviews, trends og best-practice direkte i din inbox.
tilmeld