single

Sådan bygger du en stærk profil på LinkedIn

En stærk LinkedIn-profil er et godt afsæt for både jobsøgning og løbende karrierepleje. Hvorfor? Fordi enhver professionel arbejdsgiver vil undersøge dig på/med LinkedIn. Men det er vigtigt at bruge LinkedIn til andet og mere end et fladt CV. Brug det i stedet til at markedsføre, hvem du er, hvor og hvordan du arbejder, og hvem du har skabt resultater sammen med.

Gennemgå din LinkedIn-profil med kritiske øjne
Hele øvelsen med at bygge en stærk LinkedIn-profil handler langt hen ad vejen om sund fornuft og fokus på de brugere, du gerne vil have til at se, hvem du er. Derfor er det rigtigt godt at afsætte mere end fem minutter til opgaven og virkelig gå til dig selv med kritiske øjne.

Det kan være en god ide at få en eller to kolleger til at analysere din profil og spørge dem, hvordan de synes, du fremstår. Målet er at ligne dig selv. Men fra den bedst mulige vinkel og i det helt rigtige lys, selvfølgelig.

En stærk LinkedIn-profil er (eller bør være) ankeret i din løbende markedsføring af dig selv. Få 5 hurtige tips til, hvordan du fremstå så stærk som muligt.

Man har kun én chance for at gøre et godt første indtryk. Derfor er profibilledet og den faglige overskrift vigtige elementer i din LinkedIn-profil


Hvis ikke du er synlig, eksisterer du ikke
LinkedIn siger selv, at brugere der udnytter mulighederne for at liste og vise deres erfaringer har 12 gange større chance for at blive set. Dét er i sig selv et godt argument for at komme i gang. For hvis ikke du er synlig, kan du ikke sælge dig selv og dine “ydelser”.

Inden du går i gang med at redigere din profil, er det en god ide at tjekke dine profilindstillinger, så alle ikke kan se, de ændringer du har foretaget. Dét kan nemlig være et signal til din arbejdsgiver om, at du er ude med snøren.

Her følger fem gode råd til at gøre et godt indtryk.

Step 1: Din faglige overskrift
Hvis du bliver fundet via en søgning på LinkedIn, kan brugeren ikke alene se dit billede og dit navn, men også den tekst, der på dansk kaldes “den faglige overskrift”. Det er supervigtigt, at du bruger alle de anslag, du har til rådighed dér til at beskrive, hvem du er. “Ingeniør”, “salgschef” eller “underviser” er alt, alt, alt for generisk og får dig til at fremstå som alle de andre.

Det gælder om at tænke modtagerorienteret: Tænk på, hvad du skal sige for hurtigst muligt at fortælle en fremmed, hvad du arbejder med. På den måde kan “ingeniør” blive til “svagstrømsingeniør der gør solcelleteknologi til grøn forretning for Danfoss” eller noget i den stil. Øvelsen er ikke helt nem, men det betaler sig at skrive et par kladder, før du går live.

Læs hvorfor din profil på LinkedIn ikke er en god ansøgning

Step 2: Husk et godt profilbillede
LinkedIn er ikke Facebook, så husk et profilbillede, der udstråler selvtillid og professionalisme – og drop det sjove billede fra sommerferien sidste år.

Det er ikke svært at ændre dit billede. Tryk blot “Rediger profil”, klik på kameraikonet og upload et nyt. Så simpelt er det.

Derfor er det smart at bruge tid på at finde relevante grupper på LinkedIn

Step 3: Opdatér din beskrivelse
Du skal bruge den korte introduktion til at sætte ord på, hvem du er, og hvad du kan. Det kan være en god ide at bruge nogle af de ord, der er særligt kendetegnende for dit arbejde eller din branche, så nysgerrige brugere med det samme kan se, hvem du er og hvad du kan.

Udnyt endelig muligheden for at tilføje links. Det giver dine ord tyngde og fungerer som bevisførelse for dine påstande. Og så giver det dig den store fordel, at din profil ikke kun er tekstbåret, men også får en visuel dimension. Indsæt fx links til hjemmesider, der i forvejen beskriver opgaver, du har været med til at løse… eller måske links til film, artikler eller projekter, du har bidraget til. Tænk hele tiden på, at du skal give de andre brugere en oplevelse af dig.

Step 4: Vær kritisk med dine endorsements
Siden LinkedIn introducerede endorsements, har funktionen været under tung beskydning. Med rette. For der er næsten for nemt at skam-endorse kontakter i netværket – også for kompetencer, man dybest set ikke ved, om de besidder. LinkedIn har bevidst gjort det så nemt som muligt at endorse dine kontakter, og det er rigtigt, at en kontakt der er endorset +99 gange for SEO eller Business Development nok er ret god på det område.

Men tænk kritisk, og start med at gennemgå din egen liste. Slet nogle af de ting, du faktisk ikke kan. Dét gør din profil mere troværdig. Ikke mindst hvis du i en statusopdatering også gør opmærksom på, at du er glad for at blive endorset, men endnu gladere for ros, du faktisk synes du fortjener.

Hvis nogle af dine relationer er særligt gode, og du ved, at dine kontakter har været tilfredse med dit arbejde, kan det også være en god ide at bede om en anbefaling. Send evt. en mail til din kontakt først, og spørg om han/hun er ok med at skrive et par ord om dig. Det kan være lidt ubehageligt at skulle bede om ros, men det varer kun et sekund, og det er meget værdifuldt at have på din profil i fremtiden. Men husk også her, at 3 tunge anbefalinger fra kunder og/eller chefer er bedre end 13 hurtige fra kolleger og kammerater.

Step 5: Opdatér løbende din profil
Du kan lige så godt se det i øjnene med det samme: Du bliver aldrig færdig med din LinkedIn-profil. Du skal faktisk overhovedet ikke betragte den som et slutprodukt men som en proces, der hele tiden skal optimeres.

Afsæt en halv time om måneden til at gennemgå dig selv, og justér dine beskrivelser og projekter. Der er gode chancer for, at du i den forløbne måned har arbejdet med noget, der er værd at fortælle. Og hvis det er et projekt, der ikke kan publiceres endnu, kan det være, at en statusopdatering eller en kommentar til en debat i et fagligt relevant forum kan gøre det.

Henrik Engelund

he@coreworkers.dk Linkedin profil Mere om forfatteren
Henrik Engelund (f. 1966) er cand. comm., tidligere personale- og imagekonsulent hos Danfoss og har siden 1994 været adm. direktør for og senere medejer af core:workers. Henrik anses som en førende danske ekspert inden for employer branding og har gennem mange år holdt en lang række foredrag og skrevet flere artikler om corporate image og employer branding. Han udgav sammen med Brit Buchhave - i 2009 - bogen "Employer branding som disciplin".

Nyhedsbrev

Artikler, interviews, trends og best-practice direkte i din inbox.
tilmeld