single

I core:workers skrev vi i sidste uge en ’klummentar’ til faktas iøjnefaldende jagt på Danmarks måske absolut flinkeste fakta-direktør-afløser for Niels Karstensen, der skal videre til en større stilling i Coop. Allerede i weekenden udløste fakta spændingen i helsides annoncer, hvor Niels K. byder praktikanten velkommen.

Fakta-annonce_opfølgning

Vi finder det forfriskende, når nogen går nye veje i deres rekruttering og employer branding, ikke mindst, når de som fakta ser, at for nogle brands kan employer brandet puste liv i hele brandet. Ikke dermed sagt, at det hele skal blandes sammen, som fakta er i fuld gang med: I starten var det medarbejderne, der var flinke, men nu er faktas priser også blevet flinke, ja og snart er deres kasseapparater og kølediske sikkert også blevet Danmarks flinkeste!

Det er ærgerligt, for det stjæler brandet fra medarbejdere, som i en lavstatusbranche med udfordrende arbejdstider, kan have hårdt brug for en identitet.

Men det er en anden historie. Tilbage til rekrutteringskampagnen, som vi havde et par betænkeligheder ved: Var jobopslaget reelt eller blot et mediestunt? Hvilken kandidat, med de krævede kompetencer til jobbet, ville acceptere fra start at blive castet som Niels K’s ’praktikant’? Hvem ville ønske at deltage i et mediestunt, der brander den snart-forhenværende-direktør-boss langt stærkere end personen selv, og fremhæver nogle for jobbet fuldstændig irrelevante kompetencer som bjergbestigning, helikopterflyvning og muffinbagning?
Svaret er – surprise, anyone? – en kvinde. I weekendens helsides annoncer i dagbladene møder vi Stina Glavind, som har besteget de højeste bjerge på alle syv kontinenter og taget helikoptercertifikat oveni. Og så er hun god til at bage muffins.

Man skal læse baggrundsartiklerne for at finde ud af, at praktikanten sådan set også har et par relevante kompetencer med i baggagen. Hun har nemlig været kategoriansvarlig i Coop og kommer fra et job som kommerciel direktør i Kvickly.

Det kan godt være, at vi ser køns-spøgelser i denne sag. Men lav lige tankeeksperimentet fra før: Hvilken mand, med de krævede kompetencer til jobbet, ville acceptere fra start at blive castet som Niels K’s ’praktikant’? Hvem ville ønske at deltage i et mediestunt, der brander den snart-forhenværende-direktør langt stærkere end personen selv, og fremhæver nogle for jobbet fuldstændig irrelevante kompetencer?

Stina lyder som et godt valg. Men spørgsmålet er, om Stina selv har haft noget valg, da chefen og bureauet fik den næsten-lidt-for-sjove idé. Jo, jo, nu er Stina blevet kendt både internt og eksternt. Men hjælper det hende, at man tænker mere på hendes muffins end på hendes Master of Business Administration, hvis de længe ventede tal på bundlinjen lader vente på sig? Et godt råd til Stina er at lære at sige nej, nej til chefen og nej til bureauet. Hun skal lære ikke at være alt for flink. Det får hun brug for i sit nye job.

 

Arbejdsmarked   //   Employer Branding   //   God kommunikation   //   Jobannoncer   //   Ledelse   //   Medarbejdermotivation   //   Rekruttering   //   Sourcing   //   Storytelling   //   Værdikommunikation 

Gitte Rosholm

gro@coreworkers.dk Linkedin profil Mere om forfatteren
Gitte Rosholm (f. 1970) er uddannet i psykologi og kommunikation og har arbejdet i krydsfeltet mellem HR og kommunikation på både kunde- og bureauside siden 1998, bl.a. i Coloplast og DR og senest som direktør i Advice. Hun har trænet hundredvis af ledere i at kommunikere strategisk, og hun har slået på tromme på behovet for kreativ og involverende intern kommunikation – og for at HR er nødt til at lære at kommunikere, hvis HR vil styrke sin gennemslagskraft i organisationen. I sine ledige stunder skriver Gitte på bogen ’Lederens Kommunikationshåndbog – praktisk førstehjælp til kommunikerende ledere.

Nyhedsbrev

Artikler, interviews, trends og best-practice direkte i din inbox.
tilmeld