I deres seneste reklamefilm har DSB valgt at lade medarbejderne være usynlige. Og at reducere deres produkt til et uforpligtende tilbud. Det er trist kommunikation set med medarbejderøjne – og en forspildt chance for at brande virksomheden både som produkt og arbejdsplads.

I den nye reklamefilm (se den her, hvis du ikke er stødt på den endnu) harcelerer Danmarks største revser af folkefællesskabet over Danmarks største og hårdest prøvede brand med hans folkekære arrogance forklædt som en opfordring til at opleve mangfoldigheden og eftertænksomheden i den kollektive transport. Og selvom budskaberne er sympatiske nok, er filmens stemning præget af mangel på overskud og anerkendelse af både dem, der rejser, og dem, der gør det muligt.

Har du lyst til at møde denne mand i toget?
”Stationerne er slidte og sæderne er flade”, ”de arbejdsliderlige kan få stillet deres lyst” siger Thomas Blachmann med velkendt overdreven diktion. Jo, jo. DSB har købt sig en klassisk Mensch-film hvor en kendt stemme akkompagneres af billeder af danskere og landskaber. Ja, tænk bare Landbrug og Fødevarer med Jørgen Leth. Men i modsætning til Jørgen Leth fremstår Thomas Blachmann ikke varm nok til at bære sine budskaber. Og de har sikkert betalt dyrt for deres nye slogan, som lige så vel kunne have været lavet til Arriva, Movia, Metroen eller Uber: ”Du kan køre med os” lyder det understatement, der skal vække vores nysgerrighed efter et produkt, som Thomas Blachmann derefter taler ned, mens billeder af overvejende ensomme, sovende eller læsende passagerer tilsyneladende ikke finder nåde for Blachmanns kølige blik. Har du lyst til at møde denne mand i toget?

Husk dem, der leverer produktet
Og nej, filmen er ikke cool 2016-stil, men et trist eksempel på, at reklamebureauer ofte glemmer at kommunikere med og om dem, der leverer produktet. For det er den virkelige tragedie, at Mensch og DSB har glemt, at deres medarbejdere er en meget vigtig målgruppe for deres kommunikation om sig selv (og her tænker vi på DSB’s, ikke Mensch’s medarbejdere). Inspirerer filmen og dens budskaber medarbejderne til at ranke ryggen, smile til hinanden og passagererne? ”DSB – Du kan køre med os”? Prøv den på dit eget firma og mærk efter: Hvis du arbejder i Mensch, lyder tilbuddet altså: ”Du kan få lavet en reklame hos os”, Føtex: ”Du kan købe ind hos os” eller hvis du arbejder i SAS: ”Du kan flyve med os”. Njah.

Bliv glad i låget og tag toget
I core:workers kan vi ikke lade være med at bemærke den kolossale kontrast til DSBs berømte reklamefilm fra 1999, hvor Daniel sang ”Love will keep us together”, mens veloplagte DSB-medarbejdere sang til kameraet, mens de fik togene til at køre, kunderne til at smile og togene til at blive rene. Se filmen her, bliv glad i låget og tag nu for pokker toget!