For nylig havde core:workers besøg fra LinkedIn’s europæiske hovedkvarter i Irland, hvor vi blev præsenteret for en række nye features, der kommer til at præge 2017. Her fortæller core:workers’ specialist i digital talent marketing, projektleder Trine Funder, hvad hun glæder sig mest til at se fra den populære platform.

”Først og fremmest er jeg meget spændt på at se, hvordan virksomhederne udnytter al den ekstra plads til Employer Branding, de får foræret på deres nye company page. De nye company pages bliver udrullet i løbet af december – og dit firma får den nye side, om du vil have den eller ej.”

”Det er specielt med ”Life”-tabben på company siden, at der bliver plads til alt det spændende, virksomheden vil fortælle om sig selv som arbejdsplads. For eksempel bliver udvalgte medarbejderes LinkedIn profiler vist i toppen af siden, så der er mulighed for at fremhæve bestemte ambassadører.”

”Og så bliver der i det hele taget plads til at vise meget mere materiale om virksomheden. Så hvis du allerede har et stærkt og engagerende employer brand og kan fortælle en overbevisende og involverende historie med ord, billeder og film, ja, så har du lige fået en ny platform at vise det frem på. Har du ikke – så har LinkedIn lige spillet dig en presbold!”

Sæt employee advocacy i system
”En anden ting jeg er meget spændt på at følge, er den nye app, Elevate. Det er LinkedIn’s bud på en måde at sætte virksomhedernes employee advocacy på sociale medier i system og udnytte det potentiale, der ligger i at aktivere medarbejdernes egne netværk. Helt enkelt sagt er Elevate en app, der gør det meget nemmere for virksomheder at dele relevante historier og updates med deres medarbejdere – der også får nemmere ved at dele indholdet med deres netværk.”

”At engagerede medarbejdere deler gode historier om deres arbejdsplads er der jo ikke noget nyt i som sådan. Det nye er den systematiske tilgang, Elevate tilbyder, og så de mange muligheder for at måle og optimere effekten af virksomhedens employee advocacy indsats.” ”Jeg er spændt på, om det bliver i 2017, at konceptet slår igennem. Andre har forsøgt at gøre det før, men med LinkedIn’s entré har landskabet ændret sig markant.”