Offentlige arbejdspladser – både kommunale og statslige – har ikke samme appel som de private. Det viser en ny undesøgelse fra Moment, der analyseret data fra 1091 akademikere, der både kommer fra humaniora, natur- og samfundsvidenskab.

Indhold fremfor reklameslogans
Både kvinder og mænd er enige om, at de helst vil arbejde i den private sektor. Så langt så godt. Moment har også analyseret, målgruppens jobvalgskriterier og fundet ud af, at løn er en langt mindre faktor end udviklingsmuligheder. Og dét er måske netop en åbning, mange offentlige arbejdspladser kan bruge til noget i det langsigtede, strategisk funderede positioneringsarbejde.

Imidlertid er lykken nok ikke gjort med hidsige reklameslogans og -kampagner. For akademikerne er kritiske, og særligt beskæftigelse inden for det regionale Danmark ser ud til at lide i imagemålingen. Kommunalt arbejde er en anelse mere attraktivt, men skal det være offentligt, vil langt de fleste akademikere arbejde i staten.

Læs også historien om Marius, den overflødige medarbejder

Udfordrende opgaver slår løn. 
Akademikere søger og tiltrækkes primært af udfordrende opgaver, og den offentlige sektor kan glæde sig over, at internationale muligheder kun bliver vægtet vigtigst af 19 % af de højtuddannede, hvilket nok er en anelse overraskende.

Generelt tænker akademikerne mest på, om de områder virksomheden beskæftiger sig med giver mening for dem. Om virksomheden fx har en CSR-politik er kun noget , som 7 % finder afgørende. Tankevækkende ærligt i disse vi-har-også-en-etik-vi-er-stolte-af tider.

Læs også om, hvorfor det er smart at spørge medarbejderne til råds

Det skal det offentlige Danmark gøre
At tage kampen om med de slipseklædte konsulenter i de private virksomheder kræver en god strategi, der nøgternt indarbejder virksomhedens ambitioner og udfordringer.

Der nytter selvsagt ikke noget at love guld og grønne skove, når nu lønningerne er lavere. Men i stedet for at dukke nakken og gribe til undskyldninger, ser det ud til, at de offentlige arbejdspladser skal bruge krudt på at positionere sig i forhold til udviklingsmuligheder og funktionsområder.

Der er masser af spændende opgaver, der skal løses. Masser af danskere der sukker efter bedre service og mere effektiv problemløsning. Dét kræver dygtige akademikere i en lang rækker styrelser og centre. Men det kræver også, at disse styrelser og centre er parate til at stikke hovedet ud af busken og fortælle, hvad man som medarbejder kan være med til at løfte og skabe. For det største problem overhovedet er nok, at akademikerne ofte ikke ved, hvad de går glip af.